Vinden hylede over det mørke hav.
Bølgerne slog mod langskibets sider, og det salte vand piskede ind over mændene ved årerne. Foran dem var der intet andet end tåge, hav og en grå horisont.
Bag dem lå Island.
Foran dem lå det ukendte.
Ved roret stod en rødhåret mand og stirrede mod vest.
Hans navn var Erik den Røde.
Han vidste ikke, hvad der ventede bag horisonten. Måske fandtes der land. Måske kun et endeløst hav.
Men Erik kunne ikke vende tilbage.
Han var fredløs.
Og nogle gange er det først, når alle veje tilbage er lukkede, at mennesket opdager en helt ny vej frem.
Den rødhårede viking
Erik blev født i Norge omkring år 950 og hed Erik Thorvaldsson.
Allerede som ung lærte han, hvor hurtigt livet kunne forandre sig.
Hans far Thorvald blev dømt fredløs efter et drab og tvunget til at forlade Norge. Familien lastede deres ejendele på et skib og sejlede mod vest til Island.
Der begyndte de et nyt liv.
Men sønnen skulle vise sig at have arvet mere end sin fars navn.
Erik var stolt, stædig og hidsig. Konflikter med andre mænd endte i vold og død, og til sidst blev den samme dom afsagt over ham, som engang var blevet afsagt over hans far.
Fredløs.
I tre år måtte Erik ikke opholde sig på Island.
For mange ville det have været en katastrofe.
For Erik blev det begyndelsen på et eventyr.
Fortællingerne om landet i vest
Erik havde hørt gamle sømænd fortælle om noget mærkeligt.
Et land langt ude mod vest.
År tidligere var en søfarer blevet drevet ud af kurs og havde set ukendte kyster hinsides Island. Ingen vidste meget om landet. Måske var fortællingen sand. Måske var det blot endnu en historie, som sømænd fortalte på lange vinteraftener.
Erik besluttede sig for at finde ud af det.
Han samlede en besætning, gjorde skibet klar og forlod Island.
Derefter satte han kurs mod vest.
Ud på Nordatlanten.
Over det mørke hav
Dagene gik.
Havet syntes aldrig at ende.
Kulden bed gennem tøjet, og tågen kunne ligge så tæt, at mændene knap kunne se deres egne hænder. Isbjerge drev gennem vandet som hvide bjerge, og stormene kunne rejse bølger højere end skibets mast.
Alligevel fortsatte Erik mod vest.
Indtil nogen en dag råbte fra skibet:
”Land!”
Ud af tågen rejste enorme bjerge sig.
Gletsjere glimtede mellem toppene, og langs kysten lå dybe fjorde.
Erik havde fundet landet i vest.
Han var nået til Grønland.
Tre år ved verdens kant
Erik nøjedes ikke med blot at gå i land.
I de følgende år udforskede han kysterne og fjordene. Han søgte efter steder, hvor mennesker kunne leve, og dyr kunne græsse.
Langs den sydvestlige kyst fandt han noget, der gav ham håb.
Om sommeren blev dalene grønne.
Græs voksede langs fjordene. Der var fisk, fugle og vildt. Det var et barskt land, men det var ikke et dødt land.
Her kunne mennesker bo.
Erik begyndte allerede at tænke på fremtiden.
En enkelt mand kunne udforske et land.
Men for at bygge et samfund var der brug for familier, bønder, håndværkere og skibe.
Han måtte vende tilbage til Island.
Og han måtte overbevise andre om at følge med tilbage.
Navnet, der skulle lokke mennesker mod vest
Da Eriks fredløshed var forbi, sejlede han tilbage til Island.
Folk samledes for at høre hans fortællinger.
Han fortalte om fjordene.
Om græsningsarealerne.
Om muligheden for at skabe et nyt liv langt fra gamle konflikter.
Og han gav landet et navn.
Grønland.
Det grønne land.
Ifølge sagaerne valgte Erik navnet med omhu. Han vidste, at mennesker lettere ville følge ham, hvis landet havde et indbydende navn.
Erik den Røde havde ikke blot fundet et nyt land.
Nu skulle han sælge drømmen om det.
Og folk lyttede.
Flåden sejler mod vest
Omkring år 985 eller 986 var alt klar.
Familier tog afsked med slægtninge og venner. Dyr blev ført om bord. Værktøj, tømmer, mad og alt, hvad der var nødvendigt for at skabe et nyt samfund, blev lastet på skibene.
Ifølge sagaerne forlod 25 skibe Island.
Foran dem lå hundredvis af kilometer åbent hav.
Men Nordatlanten havde ikke tænkt sig at lade dem passere uden kamp.
Stormene kom.
Bølgerne slog ind over rælingen.
Skibene blev skilt fra hinanden i mørket.
Nogle blev tvunget tilbage til Island. Andre forsvandt.
Af de 25 skibe siges kun 14 at være nået frem til Grønland.
De, der overlevede, var fremme.
Nu begyndte det virkelige arbejde.
Et hjem ved fjorden
Erik slog sig ned på et sted, der blev kaldt Brattahlid.
Her blev der bygget huse af sten, jord og græstørv. Dyrene blev lukket ud på græs, og røgen begyndte at stige fra gårdenes ildsteder.
Børn løb mellem husene.
Lyden af hammere kunne høres fra gårdene.
Skibe blev trukket op på strandene.
Hvor der tidligere kun havde været fjorde og bjerge, voksede et nordisk samfund frem.
Erik den Røde var blevet en af det nye samfunds mægtigste mænd.
Men livet på Grønland var aldrig let.
Når vinteren kom, forsvandt solen stadig tidligere bag bjergene. Sneen lagde sig over dalene, og isen krøb ind i fjordene.
Menneskene måtte forberede sig omhyggeligt.
Et dårligt år kunne betyde sult.
En mistet båd kunne betyde døden.
Men bosættelsen overlevede.
Og skibene fortsatte med at sejle mellem Grønland, Island og Norge.
Men hvad fandtes endnu længere mod vest?
Med tiden begyndte nye fortællinger at sprede sig blandt menneskene på Grønland.
Søfarere fortalte om land endnu længere mod vest.
Skove.
Lange kyststrækninger.
Et land hinsides Grønland.
Eriks søn Leif Eriksson lyttede.
Ligesom sin far blev han draget mod horisonten.
Hvis Erik havde turdet sejle fra Island til Grønland – hvorfor skulle rejsen så ende dér?
Leif gjorde sit skib klar.
Ifølge sagaen havde Erik tænkt sig at følge med sin søn. Men på vej mod skibet faldt han af sin hest.
Erik så det som et dårligt varsel.
”Det er ikke meningen, at jeg skal følge med,” skal han have tænkt.
Han blev på Grønland.
Leif sejlede videre.
Landet på den anden side af havet
Leifs rejse førte nordboerne endnu længere mod vest.
Sagaerne fortæller om lande, som fik navnene Helluland, Markland og Vinland.
De havde nået Nordamerika.
Hundredvis af år før Columbus krydsede Atlanten, havde nordboere rejst fra Skandinavien til Island, videre til Grønland og til sidst til den nordamerikanske kyst.
I dag ved vi, at fortællingerne i hvert fald delvist bygger på virkelige begivenheder. Ved L'Anse aux Meadows på Newfoundland har arkæologer fundet spor efter en nordisk bosættelse fra omkring år 1000.
Erik selv kom aldrig dertil.
Men uden hans rejse til Grønland var det næste skridt måske aldrig blevet taget.
Den gamle viking ved verdens kant
Erik den Røde blev på Grønland.
Der kunne han se skibene komme og gå gennem fjorden. Engang var han ankommet som en fredløs mand uden noget land at kalde sit eget.
Nu lå gårdene spredt langs fjordene omkring ham.
Børn blev født der.
Mennesker blev gift der.
Nye generationer voksede op på det sted, der engang blot havde været et ukendt land hinsides havet.
Præcis hvornår Erik døde, ved vi ikke. Det skete sandsynligvis omkring år 1000.
Men det samfund, han havde været med til at skabe, levede videre i flere hundrede år.
Manden, der så en vej over havet
Erik den Røde var ingen fejlfri sagahelt.
Han var voldsom, hidsig og havnede igen og igen i konflikter. Det var faktisk hans egne handlinger, der gjorde ham fredløs og drev ham bort fra Island.
Men netop landsforvisningen ændrede historien.
Når andre så et koldt og farligt hav, så Erik en mulighed.
Når andre hørte fortællinger om et ukendt land, besluttede han sig for at finde det.
Og da han til sidst stod på stranden og så de grønne dale mellem Grønlands mægtige fjelde, vidste han, at hans rejse ikke var slut.
Han ville vende tilbage over havet.
Han ville hente mennesker.
Og dér, ved kanten af den kendte verden, skulle de bygge et nyt hjem.
Sådan blev den fredløse Erik Thorvaldsson til Erik den Røde – manden, der førte nordboerne til Grønland og åbnede vejen endnu længere mod vest.
